DRF's Elevskole Cup præsenteret af Equitour Aalborg

Equitour lever til fulde op til sit slogan "Youth meets experience", når finalen i Dansk Ride Forbunds Elevskole Cup afvikles i forbindelse med Equitour Aalborg 2018 på Helgstrand Academy.

Programmet for Equitour Aalborg 2018 er for alvor ved at tage form - og med aftalen om afvikling af DRF's Elevskole Cup på plads er der nu også lagt op til en formidabel finale, når landets rideskole-finalister gæster Equitour Aalborg fra den 25. og 26. maj, hvor der rides om den fornemme titel i de storslåede omgivelser sammen med verdenseliten.

Det nye samarbejde mellem DRF og Equitour Aalborg betyder, at finalen i Elevskole Cuppen skal afvikles på Helgstrand Academy frem til 2020 og dermed kommer klubturneringen til at hedde: Dansk Ride Forbunds Elevskole Cup præsenteret af Equitour Aalborg.

– Vi er stolte over at indgå et samarbejde, som er med til at støtte op omkring aktiviteterne, der hvor det hele starter; hos landets mange rideklubber i deres elevskoleafdelinger, siger Equitour Aalborgs Show Director, Jens Trabjerg til DRF og fortsætter:

– Samtidigt er vi sikker på, at de klubber, der kvalificerer sig til finalen, vil få en ekstraordinær oplevelse, når de skal konkurrere i de samme rammer som og sammen med nogle af verdens bedste ryttere. Vi håber selvfølgelig, at afviklingen af finalen i disse fantastiske rammer vil betyde et endnu større antal deltagere i cuppen til næste år. Samtidig ser vi frem til at byde rigtig mange af landets klubber velkommen til Equitour Aalborg i uge 21, hvor de både kan overvære finalerne i Dansk Ride Forbunds Elevskole Cup præsenteret af Equitour Aalborg og international topsport, siger Jens Trabjerg.

DRF glæder sig også over det nye samarbejde.

– Vi er rigtig glade for, at Equitour Aalborg har valgt at engagere sig i Elevskole cuppen. Det er en ny turnering, der skal give klubbernes elevskoler mulighed for at konkurrere mod hinanden på et niveau, der er sjovt, udviklende og lærerigt, og med samarbejdet får klubberne mulighed for at dyste om at komme til at ride finale i internationale rammer, hvilket i sig selv vil være en kæmpe oplevelse, siger Cim Ulrick von Arenstorff, sponsor- og marketingschef i Dansk Ride Forbund.

Bag om DRF's Elevskole Cup


Elevskole Cup er en turnering, hvor elevryttere fra landets rideskoler deltager i stævner på heste, som værtsklubben stiller til rådighed. Dermed behøver de deltagende ryttere ikke at medbringe egen hest. Fordelene er mange og blandt andet får rytterne erfaring med at ride andre heste, og der kan tilmed knyttes venskaber på tværs af klubberne.

Elevskole Cuppen afvikles i den indeværende sæson fra den 1. november 2017 til den 1. marts 2018 med finale i maj under Equitour Aalborg.

SIV 1 web  SIV 10 web

 

Kontakt os

Kontakt os for yderligere information eller spørgsmål vedr. stævnet

  • Grindstedvej 54, Uggerhalne, 9310 Vodskov
  • +45 40 25 49 86
  • jt@equitour.dk