23.-27. maj 2018   l   Start- og resultatlister   l   Livestreaming   l   Live studie  

 

 

Slushice, veteranbiler og fyrige heste

Arrangørerne af det internationale ridestævne Equitour Aalborg, som afvikles i Uggerhalne fra den 23. – 27. maj, omdanner stævnepladsen til en folkefest med aktiviteter for børn, veteran- og specialbiludstilling samt international springning og dressur med mulighed for dansk succes.

Tag familien med til det internationale ridestævne Equitour Aalborg sponsored by ECCO og få en herlig oplevelse ved at følge de atletiske springheste og deres modige ryttere svæve over forhindringer på op til 160 cm i højden. Eller nyd de kraftfulde dressurheste danse i sandet under deres elegante ryttere, som med nærmest usynlige signaler får hestene til at vise den ene specielle øvelse efter den anden.

De bedste hjemlige ryttere mødes med den internationale elite i Uggerhalne den 23. – 27. maj for at konkurrere om individuelle placeringer samt de prestigefyldte holdkonkurrencer i dressur og springning. Sidste år var danskerne så ubeskedne, at de tog sejrene i begge holdkonkurrencer, men udlandet har oprustet og en perlerække af internationale profiler har kurs mod Nordjylland. Danskerne er dog helt parate til at give den alt, hvad de og hesten har i sig, for at sikre at Dannebrog går til tops på det smukke og imponerende stadion Helgstrand Academy.

DRF’s Elevskole Cup

Der er ikke alene de danske og internationale profiler man kan opleve, Dansk Ride Forbund har over vinteren afviklet en serie af konkurrencer for ryttere, der rider i klubbernes elevskole. Denne klubturnering, kaldet DRF’s Elevskole Cup, har finaler netop under stævnet i Uggerhalne. Her vil man opleve børn og unge dyste mod hverandre til hest og pony med stor opbakning og heppekor fra netop deres rideklub.

Familie- og børnedag – gratis entré

Equitour Aalborg inviterer lørdag den 26. maj til familie- og børnedag på stævnepladsen, og her er der gratis entré. På denne dag vil der være underholdning for hele familien, hvor børnene kan deltage i mange spændende aktiviteter. Der bliver opstillet hoppeborg, mini- springbane, mini-zoo, og så krydres det hele af livemusik, konkurrencer og gratis slushice og popcorn. Lad børnene more sig i det sjove børneområde, Nord-Vest Box Kids Area, mens forældrene går på opdagelse i de mange boder og udstillinger, eller følger konkurrencerne på spring- eller dressurstadion.

Benzin i blodet og et hjerte der banker for krom

Med i alt 550 heste på stævnepladsen, så er der mange hestekræfter i spil, men banker ens hjerte for krom og læder, kan man hygge sig med at se de smukke, velrestaurerede veteranbiler, som Vodskov Veteran Bil Club udstiller på pladsen fredag og lørdag. Arrangørerne opfordrer også til, at man tager sin egen veteranbil med til Uggerhalne, og udstiller den sammen med de øvrige biler.

Har man benzin i blodet, og ryger pulsen i vejret, når man hører navne som: Jaguar, Ferrari, MG, Ford Mustang, Dodge, Porsche, så er Campen Auktioners specialbilauktion fredag kl. 19 i høj grad et besøg værd. Ca. 25 biler kommer under hammeren om aftenen, og de bliver udstillet på pladsen fra den 23. – 25. maj.

Bil til far – føl til mor?

Har man mod på at byde på auktioner, så kan man, foruden specialbilauktionen fredag aften, byde på et af de yndige føl, som kommer under hammeren i Nordic International Sales sponsored by Stutteri EVO lørdag aften. Følauktionen blev en bragende succes sidste år. I et samarbejde mellem Equitour og Dansk Varmblod blev der samlet en eksklusiv kollektion af dressurføl i absolut topkvalitet, og priserne afspejlede udbuddet. Der blev solgt føl for i alt 690.500 euro til en gennemsnitspris på 34.525 euro (259.000 kr.). Intet mindre end 150.000 euro kostede føllet Faretti e. Franklin/Don Frederico tilhørende HH Horses i Solrød.

Under hele stævnet vil det være muligt at købe mad i flere forskellige madboder på pladsen, ligesom man kan tilmelde sig de to store fester fredag og lørdag aften, som afslutning på en god konkurrencedag og spændende auktioner. Det er også muligt at købe plads i Helgstrand Dressage VIP Lounge og få en helt særlig oplevelse på absolut første klasse.

Kontakt os

Kontakt os for yderligere information eller spørgsmål vedr. stævnet

  • Grindstedvej 54, Uggerhalne, 9310 Vodskov
  • +45 40 25 49 86
  • jt@equitour.dk