De fire danske dressurryttere, der rider FEI Nations Cup i Uggerhalne, har lagt sig klart i spidsen efter førstedagens konkurrencer.

Holdturneringen FEI Nations Cup har mere end 100 år på bagen i springsporten, og det danske springhold vandt deres udgave af Nations cuppen, så er det dressurrytterne der rider deres udgave søndag og mandag under Equitour.

Holdkonkurrencer i dressursporten har også været afviklet i årtier, men det er først indenfor de senere år, at det internationale rideforbund har skabt et FEI Nations Cup koncept, som til hvert stævne strækker sig over to dage i Grand Prix, Grand Prix Special og Grand Prix kür.

I konceptet samler nationerne point ved hvert stævne og når sæsonen er slut udråbes det land der har samlet flest point sammen til Nations Cup Champion.

Til Equitour er der fire nationer med i konkurrencen. Foruden Danmark er det Finland, Holland samt USA, som i skal forsvare deres samlede Nations Cup sejr i 2016 sæsonen.

Rytterne rider først Grand Prix, hvor de tre bedste af de fire holddeltageres resultater tæller i regnskabet, og i Equitour udgaven af FEI Nations Cup har Danmark lagt sig klart i spidsen efter Grand Prixen.

De to OL ekvipager Anna Kasprzak/Donperignon og Agnete Kirk Thinggaard/Jojo AZ har sammen med EM 2015 landsholdsrytter Daniel Bachmann Andersen på Blue Hors Zack redet de tre bedste individuelle resultater i Grand Prixen og sammen med fjerdemand Charlotte Heering og Bufranco ligger det danske hold klart i spidsen med 219,440.

Da Atterupgaards Orthilia pådrog sig en skade kort før Equitour fik Jojo AZ opgaven med at rende Grand Prix i Nations Cuppen med Agnete Kirk Thinggaard i dag, og han gjorde et flot stykke arbejde med et super stabilt ridt med flere fine øvelser. Dommerne belønnede parret med 72,66%:

”Det var et rigtig fint ridt. Jojo havde en hård sæson sidste år og har haft meget fri over vinteren, og det har han været glad for. Han er rigtig frisk og helt klar på opgaven, og han er meget fit, så det var superdejligt at starte sæsonen på den måde,” fortæller Agnete Kirk Thinggaard i Everhorse & Zibra Sports WEB-TV udsendelse ’Riders Corner’ fra Equitour.

”Jojo havde lige tilpas med power, uden det var for meget. Der er jo altid plads til forbedring, men formen i dag var langt bedre på ham, og han havde næsen lidt mere frem, end jeg plejer.”

Mandag skal Agnete og Jojo AZ ride Grand Prix Special for holdet, hvor to ryttere rider Special og to ryttere rider kür.

”Special er et godt program til ham, som ligger godt til ham med frie traver inden passagerne. Så det kan blive rigtig fint, tror jeg.”

”Jeg regner med, at alle gør det ligeså godt i morgen som i dag, og så er jeg sikker på, at det nok skal gå.”

Efter dagens Grand Prix ligger Finland nr. 2 med 206,260 og Holland ligger på 3. pladsen med 205,320.

 

Vinder af søndagens Nations Cup Grand Prix ved Equitour Aalborg blev Anna Kasprzak og Donnperignon (fotokredit: chafo.dk/everhorsephoto.com)

 

Individuelt resultat 

Team resultat


Du kan stadig nå at være med til koncert, om du gerne vil se Gulddreng, Phlake, Medina eller Page Four :-D  

Vi har masser af billetter tilbage, og de kan alle købes i døren eller på Ticketmaster!

 

Koncerten starter kl 19:30, ses vi?

 


Det bliver de tre ryttere, der har redet Nations Cup ved Equitour Aalborg 2017, der skal repræsentere de danske farver ved De Nordiske Mesterskaber i ponydressur i Sverige fra den 28. juni til den 2. juli.

Landstræner Jette Nevermann Thorup fortalte i Everhorse – Hestemagasinets talkshow ved stævnet i Uggerhalne, at Amira Aasted Jespersen, Sophia Ludvigsen og Rebecca Holm Sylvest har gjort så god figur i klasserne, at de er udtaget til at ride Nordisk.

”Opgaven er altid svær, og man sover som regel på tingene, selvom mavefornemmelsen er klar, men jeg kan godt sige, at vi har faktisk udtaget de tre ponyryttere til Nordisk”, siger Jette Nevermann Thorup. De bedste danske ponyryttere falder for aldersgrænsen til nytår, og derfor må der nye, og yngre kræfter til. Amira, Sophia og Rebecca er 12, 13 og 15 år gamle:

”Jeg er nødt til at se fremad, så vi kan udvikle os og blive, hvor vi er i toppen af dressuren, siger Jette Nevermann Thorup, og holdleder Rigmor Kristensen supplerer:

”De har klaret det fantastisk godt heroppe, - at de kan ride med et gennemsnit på 70 %, det er bare flot.”


Har du lyst til at se Phlake, Gulddreng, Medina og Page Four til et brag af en koncert, så er det i aften det sker!


Billetter kan købes i døren! Ses vi?

 


De fire danske drenge gjorde det! Vandt FEI Nations Cup i ridebanespringning på hjemmebane i Uggerhalne!

Regnen kom kun i ganske få dryp, da der lørdag aften var Nations Cup i springning præsenteret af Titan Container ved Equitour Aalborg. De danske ryttere, Søren Møller Rohde, Thomas Sandgaard, Thomas Velin og Lars Bak Andersen red en godkendt første runde: Thomas Sandgaards Amarone tog to bomme, Lars Bak Andersens Carrasco og Thomas Velins Chopin van het Moleneind fik hver en bom, mens Søren Møller Rohde på Velerne Ask red en af de otte nulrunder i Nations Cuppens første runde.

Holdet tog altså 8 fejl videre til anden runde, som Sverige og Storbritannien kom bedst til med hver 4 fejl.

Triple nul

Publikum var klar til en spændende anden runde, og det var tydeligt, at der var nerver på og trætte heste hos flere af holdene. Men de danske herrer virkede komplet rolige og satte hver en nulrunde ind, først Lars Bak Andersen, så Søren Møller Rohde, som altså kan juble over en dag med dobbelt nul, og sidst men ikke mindst Danmarksmester Thomas Sandgaard på en ualmindeligt velspringende Amarone.

Da svenskernes tredje rytter Irma Karlsson og Storbritanniens Keith Shore begge havde 8 fejl, var den danske sejr sikker, og Thomas Velin kunne nøjes med at trække æresbåndet over hovedet og lægge sejrsdæknet på Chopin, uden at slide på ham med en tur mere på banen.

”Jeg kan ikke huske, at jeg har været på et hold, hvor jeg ikke behøver at ride, og jeg vinder alligevel”, siger Thomas Velin, som jo trak sig fra anden runde, da sejren var hjemme: ”Det er virkelig unikt at være på et hold, hvor de er så gode.”

Danmark vandt med 8 fejl foran Frankrig (12) og Sverige (12). Belgien, der fører FEI Nations Cuppens europæiske 2. division blev nr. 4 med 16 fejl og Storbritannien blev nr. 5 med 20 fejl.

Resultatet betyder, at Danmark rykker op på 3. pladsen i Europas 2. division, hvor Belgien og Storbritannien sidder på de to øverste pladser, der giver billet til Nations Cup finalen til september i Barcelona, med mulighed for at rykke op i 1. division.

 

10 års interval

Det er 10 år siden sidste hjemmesejr, hvor Lars Bak Andersen og Thomas Sandgaard var med på holdet. Jens Trabjerg kunne føje til historien, at Thomas Velin i hvert tilfælde vandt Nations Cup i 1997, dog ikke på hjemmebane, til gengæld var det med Trabjerg selv som holdkammerat.

Søren Møller Rohde er måske den på holdet der har redet færrest Nations Cup, og både Søren og Velerne Ask har begge først fornylig kommet tilbage efter skader, men ekvipagen kvitterede til gengæld med en dobbelt nul til holdet.

”Det har været fantastisk, det må man sige, i de her kulisser og på hjemmebane. Jeg har ikke prøvet det så meget før, men det er virkelig fedt”, siger Søren Møller Rohde, som forklarer sin dobbelt nulrunde: ”Jeg havde bare dagen i dag.”

Ingen dumme pinde

”Det var utroligt tæt i dag allerede efter første runde, hvor vi har to hold med fire fejl og tre hold med otte fejl. Vi er lidt bagefter, men ikke umuligt bagefter, og så lægger jeg ud med en nulrunde, og Søren Møller kommer med endnu en nulrunde, og så begynder det at lugte lidt af en top-tre placering. Og da den tredje nulrunde kommer fra Sandgaard, så er vi helt sikkert i top-to, og så skete der jo fejl fra de andre, og så vinder vi altså i dag”, siger Lars Bak Andersen.

Amarone sprang rigtig godt i første runde, men mistede lidt rytmen. Det fik Sandgaard rettet op til anden runde, ved at lægge et ekstra galopspring ind i en afstand, og så fungerede det.

”Jeg havde ikke så god en første runde, hvor tingene ikke rigtigt lykkedes, og jeg havde to nedslag, men i anden runde spillede det hele rigtigt”, fortæller Thomas Sandgaard: ”Vi har så tit været med, hvor vi får en dum pind alle tre, og så rykker man lidt ned i rækkerne. Der skal nogle nulrunder til, og de kom i dag, - det var fantastisk.”

Gode baner

Alle fire ryttere roser banen, som Bo Bak Andersen har bygget og Thomas Velin forklarer:

”Afstandene var allesammen lidt videre, men når man så kommer længere hen på banen, så bliver der pludselig rigtig kort, fordi man igen og igen har skullet nå hen til afsættet. Det var rigtig godt bygget, Bo bygger altid rigtig godt, og det har han gjort under hele stævnet.”

 

Resultaterne findes på her.

De danske vindere på podiet. fra venstre Thomas Velin, Thomas Sandgaard, Søren Møller Rohde og Lars Bak Andersen

Søren Møller Rohde fra Fyens Hoved red to fejlfrie runder i Nations Cup på Velerne Ask


Det er ikke banens udformning, men springenes størrelse, der bliver afgørende i aftenens nationspringning ved Equitour Aalborg 2017 i Uggerhalne. Det siger banedesigner Bo Bak Andersen.

”Banen er simpel i sin linje, linjerne er let redne”, forklarer den yderst erfarne banedesigner.

De 33 ryttere i klassen skal tre gange undervejs tage stilling til, om de vil ride på en kort eller en lang afstand. Der er dobbeltspring tidligt på banen, åben vandgrav og trekombination med oxer, lodret, oxer.

Bo Bak Andersen var tilfreds med rytternes indsats på banen i går, hvor han så mange ’meget velspringende heste’, og han understreger, at det ikke bliver banens udformning, men springenes størrelse, der kommer til at give fejl.

”Jeg er sikker på, vi ikke står med to fejlfri hold til en omspringning. Jeg håber, vi har en 8-10 ryttere, der er fejlfri i 1. runde, og så vil der nok være en 3-4 ryttere med dobbeltnul”, slutter banedesigner Bo Bak Andersen.

Nations Cuppen begynder med 1. runde kl. 15.30 og kan følges på betalingskanalen FEI TV.


Kontakt os

Kontakt os for yderligere information eller spørgsmål vedr. stævnet

  • Grindstedvej 54, Uggerhalne, 9310 Vodskov
  • +45 40 25 49 86
  • jt@equitour.dk

Sponsorer